Når du kører i en bil på gule plader, opstår der ofte tvivl om, hvorvidt du må anvende den til privat kørsel, eller i hvert fald, i hvilket omfang.
Motorstyrelsen er udkommet med en pressemeddelelse, der netop lægger vægt på hvad biler med gule plader må mellem hjem og arbejde. Og kort sagt udtaler de at: “Gulpladebiler, der er registreret til erhvervsmæssig kørsel, må som udgangspunkt ikke bruges privat, da der ikke er betalt fuld registreringsafgift.” (Kilde Motorstyrelsen, 16-03-2023)
Det kan være en jungle at finde rundt i reglerne for den erhvervsmæssige kørsel og det private.
Vi ved også, at der kan være tale om undtagelsesvis kørsel, og at man som hovedregel beskattes, hvis der er tale om ikke specialindrettede varebiler. Alt dette dykker vi ned i her, så du let kan danne dig et overblik over reglerne.
Så må man aflevere og hente børn mellem hjem og arbejde?
Det er ikke alle biler på gule plader, der omfatter samme regler i netop dette scenarie. Specialindrettede varebiler falder under den særlige svinkeærinde regel, og kan altså i visse tilfælde godt bruges til delvis privat kørsel uden at være i strid med reglerne. Særlige køretøjer betragtes altså som okay til dele af privat brug.
BDO udkom med en artikel på netop dette emne, efter motorstyrelsens pressemeddelelse, da det skabte stor debat hos virksomhederne om forskellen på erhvervsmæssig- og privat kørsel.
Så ja, du må gerne aflevere og hente børn på vej til og fra arbejde, hvis du kører i enten en specialindrettet varebil eller på papegøjeplader.
Du kan se den samlede oversigt på motorstyrelsens hjemmeside. Hvis du ikke ønsker at omregistrere bilen til papegøjeplader for at kunne benytte den til enkelte private ærinder, kan du nøjes med at købe et dagsbevis. Disse giver dig mulighed for at køre privat i din varebil på gule plader.
Hvad er et dagsbevis?
Et dagsbevis giver dig lov til at anvende din gulpladebil til privat anvendelse. Du kan dog max købe 20 dagsbeviser til den samme bil inden for kalenderåret. Du kan læse mere og købe dagsbeviser her.
Hvor ligger grænsen mellem erhvervsmæssig kørsel og privat kørsel?
Nu ved vi, at der er forskel på de forskellige køretøjer. Men helt generelt lyder den officielle betegnelse fra SKAT: “Kørsel med firmabil mellem hjem og arbejde er privat kørsel.”
Det betyder selvfølgelig, at hvis medarbejdere fx bruger bilen fra medarbejderens bopæl og til sit arbejde, er dette godkendt, så længe det er den erhvervsbetingede rute.
Der er enkelte situationer, der kan betegnes som “ikke-privat brug”, men som ofte kan skabe en del forvirring. Det betyder at du gerne må benytte bilen til nedenstående brug uden tilkøb af dagsbevis:
- Kører til spisning eller henter mad i arbejdstiden.
- Kører hjem i bilen op til 25 gange om året, når bilen den næste dag skal bruges erhvervsmæssigt, fx kørsel til møde eller kursussted. Eller kører fra hjemmet til arbejde dagen efter, bilen har været brugt erhvervsmæssigt. Selv om begge kørsler er til og fra én begivenhed, tæller det for to kørsler.
- Henter eller sætter kolleger af i forbindelse med kørsel mellem hjem og arbejde. Det er en betingelse, at arbejdsgiveren har beordret det.
Opsummering af kørsel mellem hjem og arbejde.
Du må altså gerne hente og aflevere børn i firmabil, såfremt det er et specialindrettet køretøj, har papegøjeplader eller at du har købt et dagsbevis. Generelt set er de ikke specialindrettede køretøjer altså kun til erhvervsmæssige formål. Så hvis du ikke opfylder ovenstående betingelser, må medarbejderen altså anvende privat bil til sine private aktiviteter.