Lån til håndværksvirksomhed:
Det kigger banken efter

For mange virksomheder er adgang til kapital og finansiering afgørende for at kunne realisere vækst, udvikling og nye forretningsmuligheder.

Uanset om du er iværksætter med en nystartet forretning eller erfaren virksomhedsejer, kan det at låne penge være nøglen til at finansiere virksomhedens næste skridt. Ifølge souschef Kristian Petersen og erhvervskundechef Martin Møller Andersen fra Sparekassen Danmark er der en række helt grundlæggende ting, man bør have styr på, inden man møder op i banken for at søge lån.

Når man som håndværksmester henvender sig i banken for at få finansiering til opstart eller ønsker mere likviditet i forretningen, kan det føles både nervepirrende og uoverskueligt. Derfor vil de fleste gerne være godt forberedt. Souschef Kristian Petersen og erhvervskundechef Martin Møller Andersen fra Sparekassen Danmark fortæller, hvad de som bankrådgivere især lægger vægt på, når en kunde søger lån.

Forskellige banker kan have forskellige krav, og derfor kan det være en fordel at undersøge flere banker for at finde den bedste løsning for netop din håndværksvirksomhed.

Nystartede virksomheder

Et lån kan være en afgørende byggesten for nystartede virksomheder, der mangler kapital til maskiner, materialer eller opbygning af kundegrundlag. Det rette niveau af kapital er ofte afgørende for at sikre virksomhedens stabilitet og vækst. Ligeledes er en forventet omsætning vigtig at kunne dokumentere, da den viser potentialet for virksomhedens udvikling.

Når Sparekassen Danmark vurderer nye kunder, spiller personens baggrund en afgørende rolle:
“Vi kigger først og fremmest på kundens baggrund. Har personen en relevant uddannelse eller erfaring, der giver os tillid til, at virksomheden vil få succes. Og hvis vedkommende ikke har det, er det vigtigt for os at forstå, hvordan vedkommende så vil sikre forretningens drift – for eksempel ved at ansætte faglært personale, der kan løfte opgaverne,” forklarer Martin Møller Andersen.

Dernæst er banken interesseret i at vide, om du har sparet nogle penge op, som du vil skyde ind i egen virksomhed - det viser både engagement og økonomisk ansvarlighed forud for finansiering:

“Som nystartet virksomhed har man naturligt nok ikke et regnskab at vurdere ud fra, og derfor interesserer vi os blandt andet for, om du har formået at spare op forud for opstarten,” fastslår Kristian Petersen.

Mød velforberedt op

Uanset om du drømmer stort eller bare skal i gang, gør det en forskel, at du møder forberedt op i banken. Det kan være en god idé at formulere dine mål, og hvorfor du ønsker at låne penge, så banken bedre forstår dit behov. Det skaber tillid, når du tydeligt kan forklare, hvordan pengene vil blive brugt til at styrke din virksomhed.

“Det efterlader et godt indtryk, når kunder møder velforberedte op. Det kan for eksempel være i form af nogle nedskrevne tanker om egen virksomhed, herunder behovet for finansiering. Nogle har store ambitioner, mens andre blot har brug for en konto til at komme i gang,” siger Kristian Petersen.

Brug rådgivere

Reglerne for at starte en virksomhed har ændret sig betydeligt over tid. Hvor det tidligere var et krav at bruge både advokat og revisor, er processen i dag mere simpel og tilgængelig for de fleste. Alligevel understreger Martin Møller Andersen vigtigheden af professionel rådgivning:

“Tidligere var det obligatorisk at involvere både advokat og revisor ved stiftelse af en virksomhed, men sådan er det ikke længere. I dag er det forholdsvis enkelt at oprette et CVR-nummer i Danmark, men vi anbefaler stadig at benytte professionelle rådgivere. De kan nemlig yde værdifuld støtte på længere sigt, hvis der opstår udfordringer.”

Etablerede virksomheder

Hav en tilfredsstillende indtjening

Når en etableret virksomhed søger om lån, vurderer bankerne først og fremmest, om virksomheden har en tilfredsstillende indtjening i forhold til de forpligtelser, den har:

“Som etableret virksomhed vurderer vi andre parametre, når vi skal afgøre, om en kunde kan få et lån. Vores primære fokus er på virksomhedens indtjening – og hvor tilfredsstillende denne er i forhold til de forpligtelser, virksomheden har,” understreger Martin Møller Andersen og fortsætter:

"Med en tilfredsstillende indtjening mener vi, at virksomheden skal kunne dække den daglige drift, samtidig med at der er overskud til at investere i fremtidige mål og opbygge en egenkapital som økonomisk stødpude."

Hav overblik over virksomhedens økonomi

Udover en tilfredsstillende indtjening er det afgørende, at virksomheder, der ønsker at låne, har et solidt overblik over deres økonomi:

“Det er vigtigt at have overblik over sin økonomi. Det kan man for eksempel få gennem et økonomisystem, man er dus med. Vi ønsker løbende adgang til periodebalancer, så vi kan følge med og få en fornemmelse af, hvordan det går i virksomheden," pointerer Martin Møller Andersen slutteligt.

Uanset om du skal låne penge til opstart, vækst eller omstrukturering, er det afgørende, at både du og banken har et klart billede af formålet og økonomien bag.

Lyt til episode 8 af Mesterværk og få indsigt i, hvad bankerne lægger vægt på, når en virksomhed søger om lån.

Prøv Apacta gratis

Opret 14 dages gratis prøveperiode.
Ingen binding eller behov for betalingsoplysninger.

Error

Ved at fortsætte accepterer jeg Apacta A/S vilkår og databehandleraftale. (Testkontoen er gratis og uden binding)